Big Dance er nedlagt. I stedet kommer OMG! (One Music Generation). One Music Generation handler om, at unge i dag ikke bekender sig til en bestemt musikstil – de er ikke enten til hip hop, rock, pop, elektronisk eller noget femte. De lytter til god musik og er ligeglad med genrerne. Programmet på OMG! afspejler dette: det er ikke kun det ene eller det andet, men det hele – og det er godt. Det er temaet for festivalen – to dage med de bedste og mest interessante bands for målgruppen.
På VoxHall
Musikken er i centrum – og dette understreges ved at vi flytter aftenens koncerter til Aarhus’ fedeste spillested: VoxHall. Det er en 100% autentisk koncertoplevelse med fantastisk lys og lyd, der vil møde de unge – og da VoxHall har flere krinkelkroge og niveauer i salen, vil der være indrettet med hyggekroge, hawaiibar og meget andet. Der vil være nok at give sig til, også hvis det ikke lige er yndlingsbandet der er på scenen.
Dato, overnatning og masser af liv
Datoerne er fredag d. 3. og lørdag d. 4. februar. OMG! sørger for overnatning til vores udenbys gæster. Lørdag eftermiddag vil Aarhus egne unge lave aktiviteter for alle unge forskellige steder i midtbyen.
Stadig plads til jeres shows
Vi ved, der er mange ungdomsskolehold rundt i Danmark, der har brugt efteråret på at forberede en optræden til Big Dance – og vi tager selvfølgelig denne del med over i OMG!. Tilmelding foregår via Ungdomsringens hjemmeside, og vi kommer snart med linket.
Programmet bliver finpudset i denne stund og vil blive offentliggjort snarest.
Vi glæder os utrolig meget til at se jer.